Opdateret 10.dec. 2013
Emil – en god og talentfuld dreng !
Gennem 1½ år har jeg som erhvervsguide frivilligt hjulpet Emil på 12 år med dansk og matematik 1½ t./uge hjemme hos ham selv her i landsbyen. Se 5 min. film om det her. Resultaterne taler for sig selv i den henseende - men det mest fantastiske er Emils personlige rejse om at blive den bedste udgave af sig selv; om at indgå forpligtende aftaler med sig selv og andre, være hjælpsom og holde snuden i sporet. Emil har en god og velfungerende familie, som jeg blot har støttet op omkring og suppleret med den træning, som jeg nu engang kunne levere med mine evner uden at "ha' generne i klemme". Det er et godt partnerskab, hvor alle får noget med hjem.
Se videoklippet med Emil her (1 min.). Emil optrådte også foran 80 voksne på Erhvervsguidernes konference på Carlsberg tirs. d. 9.april, se mere her.
Emil har arbejdet hårdt på at indfri sine mål og er meget talentfuld, både inden for sport, musik og i skolen - ja, faktisk også som kommende lederspire: Det siger jeg, fordi han er autentisk, har en stærk integritet og har vist sig tillige selv at også at opsøge feedback fra lærerne i f.t. hans udviklingsrejse, og endda også have modet til uopfordret at give lærerne konstruktiv feedback til en skole-hjem samtale, hvor han takkede dem for deres indsats. Emil har på rekordtid lært basale ledelsesdiscipliner, som jeg måske selv har været 20 år om at lære at mestre. Det er sgu' ret godt gået af knægten :-)
Vi har bl.a. arbejdet med små videoklip specielt optaget til Emil, hvor spændende mennesker som Chris MacDonald, Martin Spang Olsen, Chris Norre, Anna Bjerre og BS siger noget meget personligt og motiverende til Emil. Det har vi haft nogle rigtig gode snakke om hjemme hos hans forældre om aftenen: Hvad betyder det at "ha' en indre dialog med sig selv"? At "opføre sig ordentligt"? At "være en god kammerat og forhindre mobning?". Store spørgsmål som Emil har givet gode svar på. Og efterlevet!
Emil har også hjulpet til her hos os med maling af hegn, bilvask og havearbejde. Det gav lidt lommepenge og resulterede i nogle fede ting til hans el-guitar. Fuldt fortjent. Der har også været en masse gode oplevelser, bl.a. da vi sammen fik lov til at komme helt op i toppen af Storebæltsbroen og pille ved tingene i kommandocentralen. En hyggelig tur i Tivoli og grill hjemme hos Emil.
Emil har også mødt fantastiske Anja Andersen, der er en fantastisk inspirerende personlighed. I juli 2013 gav Emil og hans band fra klubben et nummer til et ældre-OL med 150 deltagere, der blev afholdt her i Sengeløse d. 20.juni på tværs af fem plejecentre. Vi var med til at skaffe finasiering, sponsorere arrangementet og gav vores arbejdskraft på denne smukke dag i landsbyen.
Tænk over om ikke også du har en time eller to om ugen i overskud og bliv en del af www.erhvervsguiderne.dk: En lille indsats gør en kæmpe forskel for et ungt menneske. Og dig selv J